Socialdemokratiet i Billund Kommune har valgt Karina Vestergaard som kandidat til det kommende regionsrådsvalg i Region Syddanmark. Samtidig stiller hun også op til kommunalbestyrelsen i Billund.
Karina Vestergaard er 48 år, bor i Grindsted og arbejder til daglig som HR-koordinator hos Siemens. Hun er ny i politik, men ønsker at være et stærkt bindeled mellem kommunen og regionen – især i sager som generationsforureningen i Grindsted og den kommende sundhedsreform.
– Jeg er helt ny i politik, men tag endelig ikke fejl: Jeg kommer med kampgejst, energi og en iver efter at gøre en reel forskel – både for borgernes velfærd og for vores lokalsamfund. Jeg vil kæmpe for, at Billund Kommune bliver et endnu bedre sted at bo, siger Karina Vestergaard.
Hun peger desuden på sundhedsområdet som et sted, hvor regionen får endnu større ansvar med den nye sundhedsreform:
– God lægedækning og trygge, velfungerende sygehuse er afgørende for vores hverdag. Borgerne skal ikke møde et uigennemskueligt system, men opleve et samlet sundhedstilbud, hvor nærhed og kvalitet hænger sammen, og hvor borgeren altid er i centrum, siger den nye regions- og kommunalbestyrelseskandidat fra Socialdemokraterne.


