Næstformand i LEGO-investeringsselskabet KIRKBI, Michael Halbye, mistede i weekenden livet i en skiulykke.
Til Ritzau oplyser formand Thomas Kirk Kristiansen, at 64-årige Michael Halbye under skituren faldt på en piste og efterfølgende bragt til hospitalet. Men på grund af indre blødninger stod hans liv ikke til at redde.
Thomas Kirk Kristiansen udtaler, at det var med stor sorg, han modtog beskeden om næstformandens pludselige død.
– Vores tanker og omsorg går til Michaels familie og nære, der nu står overfor at skulle bearbejde et uventet tab af en mand, der i alle livets facetter har efterladt et stort og positivt indtryk på sine omgivelser. Vi vil savne Michael som næstformand, men først og fremmest som menneske. Æret være hans minde, siger Thomas Kirk Kristiansen i en udtalelse.