Står det til Folketingets formand, Søren Gade, skal der være hjælp at hente for folketingspolitikere, der ikke bliver genvalgt. Han foreslår blandt andet skatteyderbetalt psykologhjælp og aftaler med en headhunter, der kan hjælpe det vragede medlem videre.
Forslaget møder dog kritik fra flere partier, der mener, at den slags må politikerne selv finansiere gennem deres eftervederlag på 170.000 kroner. Blandt andet det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem, Kris Jensen Skriver, der er i gang med sin første periode på Christiansborg.
– Jeg har det sådan, at det er et kæmpe privilegie at sidde her, og dét synes jeg, man skal være bevidst om. Og så skal man gøre sig kæmpe umage, og det er helt og holdent op til vælgerne, om man har fortjent at blive genvalgt. Vi har et hverv, vi er valgt til og jeg er meget bevidst om, at det er til låns. Måske får jeg selv lov at vælge, hvornår det er slut, så det ikke er op til vælgerne at afgøre. Jeg tror også, det er godt at minde sig selv om, at det ikke er en selvfølge, at man sidder der; at man gør sig umage og gør det så godt, man kan, så må vi se hvor længe det rækker, siger Kris Jensen Skriver, der altså ikke bakker op om ekstra hjælp til vragede folketingsmedlemmer.
Søren Gade kan heller ikke finde opbakning hos partifællen, Anni Matthiesen fra Krogager, der også er helt bevidst om at ens Folketings-skæbne er lagt i hænderne på vælgerne:
– Der vil måske være folketingsmedlemmer, som kan få en nedtur og måske en depression hvis de ikke bliver genvalgt. Dog mener jeg at vi forhåbentlig alle godt er klar over, at der i denne branche ikke er sikkerhed for, hvor længe man sidder i folketinget. Det er vælgerne, som afgør det, og dermed er der også en risiko for ikke at blive genvalgt og dermed at man mister ”jobbet” fra den ene dag til den anden. Hvis der er behov for hjælp efter et valgnederlag – ja så kan vi jo heldigvis, som aldre andre, søge hjælp via ens egen læge, udtaler Venstres Anni Matthiesen.