Det er normalt ikke hekse, edderkopper og skøre professorer, man håber at møde på sin løbetur. Men den 30. oktober er det faktisk hele meningen.
For første gang inviterer LEGOLAND i Billund nemlig til Halloweenløb gennem parken efter mørkets frembrud.
Ruten er på 1,2 kilometer og går fra Polarland gennem den Halloweenpyntede park til målområdet ved LEGO Studios. Undervejs bliver der skruet op for spindelvæv, græskar, lys og børnevenlige gys.
Og har du allerede fundet stopuret frem, kan du godt lægge det væk igen. Her gælder det hverken om at slå personlig rekord eller komme først over målstregen. Til gengæld kan det måske betale sig at bruge lidt ekstra tid på kostumet. Alle udklædte deltagere er nemlig med i konkurrencen om bedste udklædning.
Løbsområdet åbner klokken 17, mens selve løbet går i gang klokken 18. Deltagerne bliver sendt afsted i hold med fem minutters mellemrum.
Efter de 1,2 kilometer venter medaljer og badges til alle, mens der også bliver serveret varm kakao med – naturligvis – grønt flødeskum.
Der bliver plads til 500 deltagere ved det første Halloweenløb i LEGOLAND, og en billet til løbet koster 49 kroner. Derudover skal deltagerne have en almindelig entrébillet eller et sæsonpas til Legoland.



