Knæk Cancer kommer i børnehøjde i Billund

Årets Knæk Cancer kommer i Billund kommune i år til at være i børnehøjde.

Således er Stafet for Livet Billund kommune gået sammen med Capital of Children og LEGO House om at bakke op om TV2s og Kræftens Bekæmpelses fokus på kræftsagen.

Som et nyt tiltag er Capital of Children og LEGO House medarrangører, når de sammen med Stafet For Livet i Billund Kommune skaber rammerne TÆND ET LYS-ceremoni, som skal foregå på Byens Plads torsdag d. 22. oktober fra kl. 16-19, og som omfatter opstilling af lysposer, taler og musikalske indslag, herunder Billund Pigekantori.

– Da Billund jo er Børnenes Hovedstad, vil vi gerne have involveret så mange børn som muligt til at deltage i Knæk Cancer. Derfor håber vi at rigtig mange fra kommunens foreninger, skoler, børnehaver, spejdere og andre vil deltage med en aktivitet til fordel for den gode sag. Det kan være mange forskellige ting, som f.eks. at bage en kage, samle pantflasker, male på sten, gøre en god gerning eller producere håndlavede ting, som kan sælges til fordel for Knæk Cancer, fortæller Styregruppen bag Stafet For Livet i Billund Kommune.

LEGO House giver en præmie til dem, der samler flest penge ind til Knæk Cancer og man kan tilmelde sig med sin aktivitet på billund@stafet.cancer.dk