Kokainfund i Grindsted udløser fængsel og udvisning

En 40-årig mand fra Kenya er ved Retten i Kolding blevet idømt et år og fire måneders fængsel efter et kokainfund på en adresse i Grindsted.

Retten fandt det bevist, at manden den 20. februar i år var i besiddelse af 202,8 gram kokain med henblik på videresalg.

Sagen blev behandlet efter straffelovens bestemmelser om alvorlig narkotikakriminalitet, melder Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ud over fængselsstraffen blev den 40-årige udvist af Danmark og pålagt et indrejseforbud i 12 år.

Manden har anket den del af dommen, der handler om udvisningen. Selve fængselsstraffen er ikke anket.