Sankt Hans i Grindsted er reddet: Vandet vender tilbage til 8-talssøerne

Der bliver alligevel mulighed for at sende Sankt Hans-bålet til søs i Grindsted senere på måneden. I de seneste uger har den lave vandstand i 8-talssøerne skabt bekymring blandt flere borgere, som frygtede, at den traditionsrige Sankt Hans-fejring i anlægget kunne være i fare.

Årsagen har været problemer med det pumpeværk, der forsyner søerne med vand. Men nu er der godt nyt.

Billund Kommune har i sidste uge fået installeret en ny pumpe, som blev sat i drift i søndags, og den pumper livet løs:  Omkring 800 kubikmeter vand ud i søerne hvert døgn, og derfor er vandstanden nu igen på vej op.

Det betyder, at Sankt Hans kan gennemføres præcis som traditionen foreskriver – med bål på søen i anlægget.