Kulturnatten er et kæmpe tag-selv-bord til borgerne

Temaet for årets Kulturnat i Grindsted er lys.


Der er noget for enhver smag, når flere instanser i Grindsted den 1. april går sammen om at arrangere Kulturnatten 2016, hvor temaet er lys:

– Kulturnatten fejrer lyset, der kommer med foråret, og lyset som kulturen kan tænde i folks øjne. Mange af arrangørerne har grebet temaet og taget lyset ind i arrangementerne, lige fra produktionsskolen, der konkret viser hvordan man laver stearinlys til handelsstandsforeningens lysshow på Grindsted Torv. I Ungdoms- og kulturskolen fejres lyset ved at omgive det med mørke, så det rigtig kan stråle. Der etableres et mørkerum, hvor man bl.a. kan tage en selfie med selvlysende ansigtsmaling, lave selvlysende lamper og meget meget mere, fortæller en begejstret kulturkonsulent, Charlotte Popp.

I år er der ikke færre end 45 kulturelle indslag forskellige steder i byen:

– Vi håber at Grindstedborgerne vil tage for sig af retterne og få en inspirerende kulturindsprøjtning. Forhåbentlig får byen også gæster denne dag fra hele kommunen. Der er lagt op til mange forskellige typer af arrangementer: ting man kan nyde og ting man skal yde for at opleve, siger Charlotte Popp.

Hun glæder sig til Grindsted Kulturnat og håber på stor opbakning fra borgerne:

– Jeg håber især, at publikum vil bakke op og komme ud af stuerne. Det er første gang vi holder det på en forårsdato, og det bliver derfor spændende at se hvordan den lyse tid spiller ind. Jeg er meget stolt over vores program – og meget stolt over at vi har så mange dygtige aktører i kommunen, siger Charlotte Popp.

Hele programmet for Kulturnatten i Grindsted den 1. april 2016 kan ses her.