Kun én byggegrund tilbage: Nu ændrer Billund planerne for at få flere parcelhuse klar

Billund Kommune er så godt som løbet tør for byggegrunde i Billund by. Faktisk er der i skrivende stund kun én kommunal parcelhusgrund tilbage til salg.

Det er baggrunden for, at Teknik-, Plan- og Kulturudvalget på tirsdag skal tage stilling til en sag, der kan gøre endnu et område i Billund Syd klar til parcelhuse – selv om planen oprindeligt var, at der skulle bygges etageboliger.

Og meget tyder på, at sagen bliver endeligt afgjort allerede i udvalget.

Sidste år satte kommunen 51 nye byggegrunde til salg i Billund. I dag er de 50 solgt, og efterspørgslen er fortsat så stor, at Kommunalbestyrelsen tidligere i år besluttede at fremrykke byggemodningen af de sidste boligområder i Billund Syd.

Nu tager kommunen endnu et skridt.

Et delområde, der i den gældende lokalplan er udlagt til etageboliger eller tæt-lav bebyggelse, ønskes i stedet anvendt til klassiske parcelhuse.

Kommunen arbejder allerede på en ny lokalplan, der permanent skal ændre områdets anvendelse. Men fordi den proces kan tage tid, foreslår forvaltningen, at der gives en midlertidig dispensation, så byggemodning og salg af grundene kan gå i gang med det samme.

Ifølge sagsfremstillingen er formålet at sikre et større udbud af attraktive byggegrunde og samtidig skabe en naturlig sammenhæng med den kommende boligudbygning mod vest.

Den midlertidige dispensation kan gælde i op til tre år, men forventes alene at være en overgang, indtil den nye lokalplan er endeligt vedtaget.

Hvis politikerne siger ja på tirsdag, kan kommunen dermed speede arbejdet op med at få endnu flere parcelhusgrunde klar til de mange, der gerne vil bygge hus i Billund.