Længere åbningstider på Grindsted Apotek


Fra nytår ændres åbningstiderne på Grindsted Apotek, der er vagtapoteket for borgerne i Billund kommune. Nu har Lægemiddelstyrelsen nemlig fået afsluttet tildelingen af vagttjeneste til landets apoteker – og konkret for Grindsted Apoteks vedkommende er der tale om ændringer til det positive, mener i hvert fald apoteker Lene Brandstrup:

– Det er klart en serviceforbedring, for vi får længere åbningstider i Grindsted, som kommer til at have en ekstra åbningstid om lørdagen, og så får vi fremover også åbent tre timer om søndagen og i helligdagene, siger Lene Brandstrup.

Samtidig har Grindsted Apotek valgt at fjerne det gebyr på 20 kroner, der hidtil er blevet lagt oveni prisen på den medicin, man hentede i vagtåbningstiderne:

– Der er simpelthen for meget administration i det for 20 kroner, siger Lene Brandstrup.

Ifølge hende vil vagtlægerne også fremover få mere medicin på deres lagre, så man ikke først skal til vagtlægen og derefter på apoteket for at hente sin medicin.

 

Fakta:

Grindsted Apotek er tildelt C-vagttjeneste og vil fra 1. januar have åbent:

Hverdage kl. 08.00-19.00

Lørdage kl. 08.00-13.00 og 16.00-18.00

Søn- og helligdage kl. 10.00-13.00.

 

Åbningstiderne i Billund-filialen ændres ikke