Læserbrev: Bedre forhold for de ældre – frit plejehjemsvalg

Karin Pedersen, byrådskandidat for de konservative i Billund.


Billund Kommune er en rig kommune. Vi har i princippet råd til, at vi alle kan ”rejse på første klasse”. Dette foregår også et langt stykke hen ad vejen. Der er dog plads til forbedringer for de ældre. For eksempel ved visitering til og placering på plejehjem.

Indledningsvist får den ældre besked om at tilbuddet ikke kan afvises. Dernæst meddeles på hvilket plejecenter den ældre skal placeres. Placeringen af plejecenter afgøres af hvor der er plads, og ikke af hvor den ældre har sit tilhørsforhold i form af ægtefælle, familie, venner og netværk i øvrigt. Dette ”system” betyder, at vi sender vore ældre medborgere på kryds og tværs i kommunen – uden hensyntagen til den ældres netværk og liv i øvrigt. Det betyder, at ægtepar bliver skilt ad – til stor sorg for begge ægtefæller.

Den tilbageværende ægtefælle kan ikke altid køre bil, og det er helt umuligt at komme til og fra plejecentret med offentlig transport. De hyppige daglige besøg af venner og familie umuliggøres. Den ældre er overladt til fremmede mennesker i fremmede omgivelser.

Vi har et fantastisk plejepersonale i vores hjemmepleje og på plejecentrene – de er en del af hverdagens helte. Der er bare for få at disse helte!

Jeg kender ikke årsagen til indførelse af dette ældrefjendske system. Det virker som om, det er resultatet af en regnearksmanøvre i forbindelse med centralisering indenfor ældreområdet? Hvor en af forudsætningerne er, at ældre mennesker kan ”håndteres” på samme måde, som man håndterer dåser i et supermarked – med henblik på at optimere pladsen? Det er jo helt absurd!

Vi kan simpelthen ikke være bekendt at behandle vore ældre medborgere på den måde, det er uanstændigt og fuldstændig mangel på respekt for disse mennesker!

De Konservative i Billund Kommune vil arbejde hårdt for indførelse af frit plejehjemsvalg i Kommunen.

 

Venlig hilsen

Karin Pedersen, Billund, kandidat til Byrådet for De Konservative