Læserbrev: Børnenes Hovedstad 2.0

Center for Børnenes Hovedstad lukker. Det er jo trist for de ansatte, men godt for børnene og de unge – forudsat, at der nu tages fat på at levere til konkret gavn og glæde for, netop børnene og de unge!

Visionen om Børnenes Hovedstad er fantastisk godt tænkt, men desværre forsøgt realiseret på unødvendig kostbar og absolut uhensigtsmæssig vis.

Kommunekassen har tilført projektet over 80 millioner kroner, hvortil tilkommer de mange arbejdstimer fra og i forvaltningen (bl.a. legedage på rådhuset!).

Mon vi ikke nærmer os 100 millioner siden 2012?

Dette gigantiske beløb er gået til at udmønte den gode vision på en ”højpandet” facon; en dyrt købt branding af kommunen og få af dens virksomheder, med skilte og skulpturer og andet vidtløftigt. Mere end halvdelen af beløbet er givetvis gået til lønninger og ikke-værdiskabende administration.

Ergo, en markant millioninvestering, som ikke mange børn og unge har fået en mærkbar fornøjelse af (og det begrænsede omfang vist kun i Billund by?). En gylden skal, uden ret meget indhold.

Hvorfor skal det være så svært … at gøre det jordnært?

Det kunne ske ved at skabe stærke incitamenter for børn og unge, så langt flere deltager i idræts-, forenings- og kulturlivet – også i udbygningen og udviklingen heraf. Det bidrager til en tryg opvækst og et sundt liv.

Bedre institutioner og skoler (med gratis, sunde madordninger for alle?), flere sikre skoleveje og stisystemer, udbygning af et udstrakt netværk af decentrale, sjove legepladser (i stedet for den igangværende nedlukning!) samt nye trygge opholdssteder for de unge er også oplagte tiltag. Der er bunker af spændende muligheder.

Så det ligger lige til højrebenet at lave en ny strategi inkl. en konkret handlingsplan omfattende hele Billund kommune – dvs. også børn og unge i omegnsbyerne…. For de netop ”frigivne” 6-9 millioner årligt kan skabe mange synlige resultater på meget kort tid.

Tip: Husk at spørge børnene og de unge (og forældrene) om hvad der skal til, for at hele kommunen bliver til et endnu bedre sted at vokse op. Her er det en god idé at finde et nyt navn til den opgraderede, mere jordnære vision.

Jeg er i øvrigt vis på, at sådanne ambitioner – for styrket livskvalitet for børn og unge – også vil bidrage til øget tilflytning og vækst, til gavn for alle borgere i hele kommunen.

 

Venlig hilsen

Henrik Rask, Billund