Kort før sommerferien stødte jeg på et opslag på Facebook. Der stod “Børns trivsel” med fed, rød skrift og viste sig at være en invitation fra Socialdemokratiet i Billund kommune til et “Borger-, lytte- og dialogmøde”.
Med alle de udfordringer kommunen står overfor på børne- og ungeområdet tænkte jeg med det samme: Yes! Hér er mit talerør!
Iblandt de fremmødte sad en meget broget flok. Både forældre og bedsteforældre. Lærere og pædagoger. Frivillige fra forskellige organisationer samt kandidater fra to partier. Ja! Alle borgere – uanset partifarve – var nemlig velkomne. Selve mødets form gjorde kun oplevelsen endnu bedre!
Intet langt foredrag. Ingen fast dagsorden. På ingen måder var det et typisk, tungt og støvet politisk møde. Tværtimod. Der var 100% lagt op til, at vi borgere var i centrum. Vi fik nemlig hver især muligheden for at få ordet. Der blev delt ud af personlige erfaringer, frustrationer og diskuteret forskelige syn på problemerne samt stillet forslag til mulige løsninger op.
Den aften viste sig at være nummer 2 i rækken af i alt 3 “Borger-, lytte- og dialogmøder”, som Socialdemokratiet i Billund kommune har afholdt i år. Det første foregik i Sdr. omme og handlede om “Sundhed og livskvalitet på ældreområdet”, hvor beslutningen omkring Mødestedet selvfølgelig var til stor debat.
“Børns trivsel” blev afviklet i Billund og bød bl.a. på diskussioner om Billundskolens ledelse, alt for få ressourcer til inklusion og den haltende Børne- og ungeforvaltning. Jojo, det var det tunge skyts, der blev hævet frem, og som en sidemand grinende udbrød undervejs: “I sætter da virkelig jeres popo i klaskehøjde her!”. Ordstyrer til “Børns trivsel”, Kommunalbestyrelsesmedlem Brian Nissen, forklarede, at det netop er præmissen for konceptet. Fordi partiet ønsker at lytte og indgå i dialog om det, VI borgere gerne vil diskutere – at VI sætter dagsordenen og ikke omvendt.
Socialdemokraternes kommunalpolitikere gik i dialog på de lokalsager, vi lagde på bordet, og tog sig tid til at forklare om eventuelle lovgivningsmæssige og økonomiske barrierer, der måtte være. Om hvad der kan lade sig gøre på kort sigt, og hvad der kan have længere udsigter. Der blev givet status på øvrig lokalpolitik relevant for temaet, hvor der til sidst blev rundet af med, hvad vi deltagere ønskede partiet konkret skulle arbejde videre med i kommunalbestyrelsen.
Årets sidste skud på stammen havde “Frivillighed” som overskrift og blev afviklet i Vorbasse midt i september. Rundt om bordet sad frivillige fra Natteravnene, Røde Kors, m.fl. og kandidater fra to partier samt repræsentanter fra Kultur- og fritidsrådet. Som tilflytter til kommunen sad jeg altså midt i et slaraffenland af informationer om den lokale frivillighedskultur og om de mange muligheder Frivilligcentret i Grindsted kan byde på – hvilket også affødte en snak om fordelene i at overføre centret til de andre større byer.
Rekruttering og fastholdelse af frivillige er tit de største udfordringer, hvorfor der var stor enighed om at måtte hive fat i de næste generationer meget tidligere, helt konkret med frivillighed på skoleskemaet. Et andet vigtigt emne var, hvordan vi mon kan inddrage den voksende internationale borgergruppe i frivillighedsarbejdet, som jo kan være en super god måde for en bedre integration. Emnerne blev sat på partiets dagsorden for det videre lokalpolitiske arbejde.
Inden jeg gik, spurgte jeg borgmesterkandidat Martin Alminde Friis, hvad det næste “Borger-, lytte- og dialogmøde” er. Planen er, at de fremover åbner dørene 2 til 4 gange om året – altså også mellem valgene – og at det vil blive afholdt på skift i kommunens 7 største byer. Tidspunkterne vil dog afhænge af, hvornår et lokalpolitisk tema kommer i vælten. Fordi partiet ønsker, at det helst skal være med højaktuelle problemstillinger på plakaten, så det virkelig bliver relevant for folk at deltage og samtidig giver rig mulighed for, at vi borgere kan blive inddraget i den aktuelle lokalpolitik.
For mig har det været en fantastisk oplevelse at være en del af. Dels for at kunne følge med på tættere hold, men mest for at have et talerør. Så, tak for det! Jeg er meget spændt på, hvad temaerne mon bliver i det nye år.
Venlig hilsen
Gitte Serritslev, Billund



