Læserbrev: Bosætningspolitik med afsæt i trivsel

I Billund Kommune skal det være trygt at bo for alle borgere – nuværende som kommende.

Vores hjem er fundamentet for vores liv og hverdag. Det skaber rammen om familien og det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder.

Vi går alle gennem forskellige livsfaser, derfor skal de boligformer vi tilbyder være mangfoldige. Billund Kommune skal være i stand til at tilbyde alle slags boliger: ejer, lejer, almen, studie, ungdoms- og ældreboliger.

Vi skal derudover sikre en blandet beboer – og boligsammensætning i hele Billund Kommune.

Vi skal skabe incitament til, at både nuværende og kommende borgere også har lyst til at bosætte sig i de mindre lokalsamfund. Generelt skal Billund Kommune blive bedre til at opprioritere landdistrikterne. For børnefamilier kan de mindre byer i særdeleshed levere den trivsel og nærhed mange efterspørger.

Alle borgere i Billund Kommune skal føle, at de er i centrum – det er sådan vi bliver en hel kommune.
Vi skal styrke sammenhængskraften mellem byerne, udnytte hinandens styrker, frivillige engagement og ressourcer, samt hver især gøre det, vi er bedst til, på den måde vil vi samlet set få en større trivsel og vækst til gavn for hele kommunen.

Venlig hilsen

Mette Roed, kandidat til KV21 for Venstre