Snart bliver de nye byggegrunde i Billund sat til salg og først på året stod de nye byggegrunde i Grindsted klar – det er positivt, at vi nu igen har ledige grunde i stort set alle byer i kommunen.
I denne byrådsperiode har vi i Socialdemokratiet – i samarbejde med de øvrige partier i Økonomiudvalget – lagt en langsigtet plan for udstykning af byggegrunde i hele kommunen. Vi ønsker at sikre, at nye tilflyttere ikke vælger os fra, blot fordi der mangler byggegrunde – og i stedet bosætter sig lige på den anden side af kommunegrænsen.
Billund Kommune er i en imponerende udvikling, når det gælder antallet af arbejdspladser. Blandt andet forventes en betydelig stigning som følge af LEGOs anden og tredje campus samt Maersks europæiske cargo-hub i lufthavnen. Det vil tiltrække endnu flere borgere til vores kommune, og derfor arbejder vi målrettet for, at der hele tiden er nok byggegrunde.
Det kræver, at vi er på forkant – med lokalplaner og byggemodning, så nye grunde står klar, allerede inden de eksisterende er solgt i de byer, hvor efterspørgslen er størst.
Skal alt foregå i Billund og Grindsted?
Nej – og her spiller solidaritet en vigtig rolle.
Vi er for eksempel stolte af det nye boligområde Rosengårdsparken i Hejnsvig og den kommende udstykning i Filskov.
I Socialdemokratiet lægger vi stor vægt på det solidariske princip om, at der skal være byggegrunde bredt i kommunen. Hvilket også støtter op om det vigtige arbejde med byprofilerne i vores syv største byer. Det nye socialdemokratiske kandidathold vil fastholde og videreføre dette princip.
Vi er viljefaste og arbejder for udvikling i hele kommunen. En nystartet børnefamilie skal have mulighed for at slå sig ned og blive en del af fællesskabet i vores lokale samfund.
På vegne af det Socialdemokratiske kandidathold KV25
Brian Nissen, Borgmesterkandidat og Martin Alminde Friis, kommunal- og regionskandidat.