Ny mulighed for opbevaring af pladskrævende ting

Det skal være nemmere at få opbevaret sine ting i forbindelse med flytninger i og omkring Billund. Det mener Gorm Pedersen fra Fladenbund Ejendomme, der er gået sammen med Peter Rossel fra Vejle om Box-Xtra i udkanten af Billund.

Tæt ved Jem & Fix har de to fået opført en 732 kvm lagerhal, der indrettes til 82 opbevaringsboxe af forskellige størrelser – alt fra 2-9 kvm svarende til mellem 6 og 27 kubikmeter.

– Vi har flere gange hørt om folk, der midlertidigt skal flytte i noget mindre, og som i den forbindelse mangler et sted at opbevare møbler og andre sager. Dem – og mange andre – kan vi hjælpe her, siger Peter Rossel.

Flere steder er det sådan at man skal parkere udenfor bygningen og så slæbe møbler og kasser ind i sit depotrum, men sådan bliver det ikke på Lille Elkærvej:

– Her bliver det muligt at køre helt indenfor og slæbe sine ting i depot i tørvejr, og endda benytte sig af diverse rullevogne, paller og palleløftere, fortæller Gorm Pedersen.

Ifølge Peter Rossel bliver Box-Xtra også særdeles velegnet for mindre håndværksvirksomheder, som mangler et sted at opbevare ting:

– Vi ser mange enkeltmandsvirksomheder med adresse ved privaten, hvor der langt fra alle steder er plads til pladskrævende udstyr, men det er der plads til her og med adgang til boksen døgnet rundt, siger Peter Rossel.

Der åbnes for hjemmesiden box-xtra.dk 1. juni og planen er at være klar til udlejning i midten af juli.