Læserbrev: Derfor stiller jeg op


Det har været et kæmpe privilegium at sidde i byrådet i denne periode. Det er spændende og et stort ansvar, som man sidder med. Jeg føler imidlertid slet ikke, at jeg er færdig med at præge vores dejlige kommune, og derfor stiller jeg op igen, når der er valg den 21. november.

Daginstitutioner og folkeskoler har særligt min store interesse. Dem vil jeg arbejde for at udvikle endnu mere. Jeg vil arbejde for en bedre normering i daginstitutionerne og et klasseloft i folkeskolerne samt fokus på, hvordan vi arbejder med inklusionen til gavn for alle.

Derudover vil jeg arbejde for, at vi fortsat understøtter vores stærke Campus i Grindsted. Det kan vi blandt andet gøre med en sløjfebus, der vil binde kommunens lokalsamfund sammen. Det vil komme folk i alle aldre til gode. Vi skal derudover se på, hvordan vi i højere grad kan fastholde de unge mennesker eller tiltrække unge mennesker til vores kommuner.

Ligeledes vil jeg arbejde for værdighed i ældreplejen, ligesom jeg vil arbejde for: En aktiv bymidte i Grindsted, en mere åben kommune og, at vi får Besættelsessamlingen pakket ud i forbindelse med samlingen af museet ved Karensminde.

Min tilgang vil være samarbejde, for det er den måde, vi kommer frem til de bedste løsninger. Jeg håber på din opbakning. Stem derfor meget gerne personligt på nummer 2 på den socialdemokratiske liste den 21. november.

Kris Jensen Skriver
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Billund Kommune og kandidat til byrådsvalget