Her på lærernes dag vil jeg gerne gøre opmærksom på, hvad der sker for nogle børn, efter deres skolehelte har låst klasserne, og skolegangen bliver tom.

Søren fra 4. kl. sidder ude på gangen, når den lange skoledag er slut for eleverne. De fleste børn er trætte og pakker deres skoletasker for at tage hjem. Nogle laver dukse i klasserne. Lærerne siger farvel og tak for i dag, når de lukker børnene ud og låser deres klasser. Derefter tager de sig en kop kaffe og går over til deres forberedelsessted, hvor arbejdet fortsætter. Men Søren sidder der stadig, stille og roligt, går lidt op og ned ad gangen eller bare kigger ud ad vinduerne.
Lærerne går op og ned ad gangen når de skal til møderne eller hente deres kopier ved maskinen, og al den tid sidder der en lille dreng på en bænk og foretager sig næsten ingenting. Søren får mange gange at vide at det altså er tid til at tage hjem, og at han ikke skal opholde sig på skolen. Lærerne har trods alt intet ansvar for børnene mere efter timerne. Tværtimod får Søren gentagne gange at vide, at han nu altså snart skal tage hjem. Hvad gør dét, ind på hovedet på en 10-årig? Han kan ikke være nogle steder. Han er ikke ønsket på skolen længere.
Jeg havde en snak med Søren om, hvorfor han sad derude. Han sagde, det var kedeligt derhjemme når far og mor var på arbejdet, at der ikke var noget at foretage sig om eftermiddagene, at han ikke vidste hvor han ellers kunne være. Der sidder altså et barn, som synes det er sjovere at sidde og stirre ud ad vinduet en hel eftermiddag end at tage hjem. Et barn som efterlyser voksne med et eftermiddagstilbud.
Det er da godt, at Søren bare sidder der. Han kunne nemlig sagtens have mulighed for at lave dumme ting med nogle af de større elever, som hænger rundt ved skolen efter det har ringet sidste gang. Der er alligevel ikke mange voksne, som ville kunne holde tilsyn med det.
Når børnene efter 3. klasse ikke går i SFO mere, kunne en ungdomsklub sagtens være en løsning, men dem har de lige sparet væk, og i bedste tilfælde vil en frivillig organisation åbne for muligheden, at lille Søren lige kunne komme til et ungdomsklublignende tilbud torsdag eftermiddag. Altså én gang om ugen. Men hvad skal han gøre de andre dage? Og hvorfor skal der et – i øvrigt fantastisk – tilbud til fra en frivillig organisation, når det egentlig er en kommunal opgave? Nu er Søren, som ikke hedder Søren i virkeligheden, også kun et eksempel, og langt fra den eneste, siden frivillige synes, der er et behov for et tilbud. Så hvorfor lade alle de børn i stikken med at spare noget væk?
Selv har jeg tre børn. Min kone og jeg er folkeskolelærere begge to. Vi er tit de første til at aflevere vores børn om morgenen, og de sidste til at afhente dem igen. Der er mange folk, der ikke forstår den realitet, vi står i, ikke forstår vores arbejdstider, eller hvorfor vores børn har så lange dage med så stort pasningsbehov. Jeg frygter den dag, hvor vores børn ikke længere går i SFO mere, og hvor de skal tilbringe eftermiddagene alene, inden deres forældre kommer hjemme. Hvor meget vil de ikke komme til at kede sig? Vil vi overhovedet have lyst til at blive boende det sted? Vil den næste generation unge blive boende, når der ikke er nogle eftermiddagstilbud til deres børn? Man kan undre sig over, hvorfor folk flytter til de større byer. Man kunne godt undre sig over, det hedder ”Børnenes Hovedstad”, hvor denne virkelighed findes…

Mvh
Roeland Van de Walle, lærer i Billund kommune