Læserbrev: En god dag i Folketinget


Det var en god dag i Folketinget i går

Et bredt flertal besluttede at skabe ordentlighed omkring menneskers arbejdsevne, resurseforløb og førtidspension. Jeg mener, intentionerne bag reformerne er rigtige – mennesker skal ikke blot parkeres på bænken, men vores arbejdsevne skal bruges i job og fleksjob.

Men nu får vi et klart lovgrundlag, som begrænser den elastik, som nogle kommuner har benyttet sig af, og hvor nogle mennesker bliver behandlet helt urimeligt.

Mennesker skal ikke sendes i ressourceforløb, hvis der ikke er udsigt til, at deres arbejdsevne kan udvikles.

Det er forligskredsen enige om på baggrund af en fremrykket delevaluering Delevalueringen peger nemlig på, at det ikke er tilstrækkeligt klart i lovgivningen, hvilke borgere der kan tilkendes førtidspension, uden at de først har været i ressourceforløb. Det har betydet, at nogle kommuner har fortolket reglerne strammere end andre og har sendt borgere i ressourceforløb, selv om de kunne have fået en førtidspension.

Den her aftale er positiv og betyder noget for mange mennesker, som er kommet i klemme i systemerne.

 

Med venlig hilsen

Troels Ravn, Medlem af Folketinget, valgt i Billund-Vejen-kredsen for S, formand Social-, Indenrigs- og Børneudvalget,