Som klasselærer i udskolingen i 42 år har jeg mødt unge med meget forskellige tilgange til skolehverdagen og dens udfordringer. Jeg har selv været udfordret i mange situationer, og jeg har lært, at alle børn og unge rummer potentialer og udviklingsmuligheder, som folkeskolen ikke altid er i stand til at støtte og fremme.
Jeg er klar over, at den beslutning der blev truffet den 14/12 2010 om nedlæggelse af specialklasserne, efterfølgende i en lang række tilfælde skabte frustrationer og mistrivsel på nogle skoler. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning.
Dengang var der skoler, der stort set ingen børn sendte i specialklasserne på Søndre skole. Hvad gjorde i stedet ? Op til 30% af børnene i nogle af specialklasserne kom fra den samme skole. Hvorfor mon?
Der var ingen viden om børnenes udbytte af at gå i en specialklasse med 4-6 kammerater gennem et helt skoleliv. Ved afslutning af deres skolegang fik de et bevis på, at de havde gået i skole. Men hvad så bagefter? Hvordan kom de videre i deres liv? Og vender vi økonomien på hovedet, var det måske vigtigt at evaluere på, hvad hver enkelt elev fik af muligheder og udviklingspotentialer for de ca. 1,2 mio. kr. som 9 års skolegang i en specialklasse i snit kostede? Hvad kunne de have fået i andre rammer for det beløb?
Grundlæggende er vi givetvis enige om, at undervisningstilbudene skal give alle børn de bedste muligheder for at udfolde og udvikle deres potentialer og evner til et godt livsforløb efter tiden i folkeskolen. Men derfor er det ikke givet, at alle børn og unge udvikler sig bedst indenfor traditionelle skolerammer og derfor er det heller ikke sikkert, at nye tiltag skal hedde ”specialklasser”.

Med venlig hilsen
Kai Bayer, Grindsted