Læserbrev: Frivillighedens fundament

For mig er frivillighed en grundsten i vores samfund. Som formand for Frivilligrådet har jeg set, hvor meget de frivillige fællesskaber betyder for at skabe en hverdag med mening, samhørighed og glæde. Frivilligheden spiller også en helt afgørende rolle i kampen mod ensomhed – på tværs af generationer, livssituationer og kulturer.

Det glæder mig hver gang, der spirer nye initiativer frem. Det kan være Demenskoret eller den nye træneruddannelse i Billund IF for unge med ADHD og autisme. Bag sådanne tiltag står mennesker med hjerte og engagement, og de fortjener, at kommunen bakker hurtigt og praktisk op. Derfor mener jeg, det er vores ansvar som politikere at sikre rammer, hvor forvaltningen nemt kan støtte de frivilliges indsats.

Frivillige aktiviteter går ofte på tværs af sociale indsatser, kultur og sport – og netop dér ligger styrken. Uanset hvor fællesskabet starter, skal adgangen til kommunen være enkel og gennemsigtig. Jeg ønsker derfor en tydelig kontaktvej og en klar struktur, så ildsjælene oplever en smidig vej ind og mødes af kommunen som en aktiv medspiller.

Min tilgang er altid at spørge dem, det handler om. Når vi lytter til de frivillige og bygger videre på deres erfaringer, finder vi løsninger, der rent faktisk virker i hverdagen. Frivillighed er ikke en selvfølge – det er noget, vi skal værne om og styrke sammen.

 

De bedste hilsner

Martin Alminde Friis, Billund, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Billund Kommune