Læserbrev: Lav placering – men høje udgifter?

Kommunen løfter i stigende grad opgaver for borgere med handicap og psykiske lidelser. Men de fysiske rammer er flere steder ikke gearet til den mangfoldighed af behov, vi skal kunne rumme. De faglige ressourcer er pressede – og det mærker både borgere, pårørende og medarbejdere.

Samtidig viser nøgletal fra 2024, at Billund Kommune ligger som nummer 6 lavest i landet, når det handler om serviceniveauet for voksne med særlige behov. Vi er altså blandt de kommuner, der bruger allermindst på nogle af de mest sårbare borgere.

Så hvordan hænger det sammen med det udgiftspres, vi hører om? Er det udtryk for effektiv drift – eller underprioritering?

Hvis vi vil være en kommune, der tager ansvar – også for dem med størst behov – så kræver det, at vi investerer langsigtet og planlagt. Ikke nødløsninger. Ikke lappeløsninger.

Og ja, mange vil stille spørgsmålet: Hvor skal pengene komme fra?

Mit svar er klart: De største udgifter opstår, når vi ikke handler i tide. Når vi ikke kan imødekomme de behov, den enkelte har brug for. Når medarbejdere må løbe hurtigere, og løsninger bliver midlertidige. Når vi ender med at skulle rette op på det, vi kunne have gjort rigtigt fra begyndelsen.

 

Venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, spidskandidat Moderaterne KV25 Billund kommune