Selvfølgelig skal ”gravearbejdet” på det lille torv i Billund gennemføres! Og er lovet afsluttet inden jul.
Men vi er flere, der er bekymrede. Forholdene for Blomstergalleriets indeklemte situation og adgangen via trapper til apoteket har konsekvenser.
Jeg hører historier om folk på “scooter eller crosser” der er ved at vælte, når de vil køre ind over den røde løber for at komme om til apoteket. Det er folk, som ikke har bil men er vant til selv at hente medicin.
Folk der er ved at vælte – folk der falder på den røde. Det er fint med den røde løber – men materialet forrykker sig, når man går på det. Blomstergalleriet har hjulpet uheldige kørestolsbrugere, der ikke kunne vurdere den røde løbers sikkerhed og har hørt kunder fortælle om utrygge situationer. Det er synd for alle parter.
Alle glæder sig til afslutningen på det omfattende arbejde, når torvet bliver farbart igen.
Men jeg bliver bekymret, når jeg for tiden ikke møder de sædvanlige mennesker, kunder i området – de “bliver væk” – og forleden hørte jeg, at flere har opgivet at bruge Billund Apotek og kører udenbys. Men alle har jo ikke bil og har måske ikke en hjælper – adgang til apoteket fra gaden er via trapper, hvis man ikke bruger den røde løber.
Og – hvis mange kunder ikke har fundet ind til Blomstergalleriet via opgravningen på det lille torv, er det et dobbelt problem – økonomisk for forretningen og meget ærgerligt for kunderne.
Vi skal passe på vores butikker i Billund med dygtige, kreative folk!
”Sig det med blomster” var budskabet på en reklame i min barndom – det er stadigvæk et godt slogan!
Venlig hilsen
Kirsten Vagtholm, Billund



