Frederik Vesti fra Filskov har god grund til at smile lidt ekstra i øjeblikket. På bare en måned har han været med til at sikre to store mesterskaber – senest Formel 1-holdet Mercedes’ VM-titel.
For selvom det er Kimi Antonelli og George Russell, der sidder bag rattet, har Vesti haft en vigtig rolle i Mercedes’ succes som test- og simulatorkører.
Mere end 15.000 omgange i simulatoren er det blevet til i arbejdet med at udvikle den racer, der nu har sikret Mercedes konstruktørernes verdensmesterskab.
– For mit eget vedkommende har det været mit travleste år nogensinde. Jeg har arbejdet på projektet hver eneste uge. Hårdt arbejde. Der har også været svære dage, hvor det alene var troen på mesterskabet, der gjorde, man kunne komme igennem det, fortæller Frederik Vesti.
For bare en måned siden kunne Filskov-køreren også fejre et mesterskab med Cadillac i den amerikanske IMSA-serie.
Men trods de flotte titler er der stadig én ting, der trækker mere end noget andet.
– Jeg er og bliver racerkører først. Jeg vil selv køre race! Derfor er det største højdepunkt for mig på det personlige plan FP1 i Mexico for halvanden uge siden, hvor jeg sluttede tredjehurtigst, siger Vesti.
Nu fortsætter arbejdet hos Mercedes, hvor næste års Formel 1-racer allerede er i fokus. Og mon ikke Frederik Vesti stadig håber, at 2027 også byder på endnu mere tid bag rattet.



