Læserbrev: Grøn energi til vore offentlige bygninger og plejehjem

Indtil nu har særdeles begrænsende og bureaukratiske love og regler, forhindret etablering af solceller på offentlige bygninger.

Men der er nye tider på vej! Fra 1/7 2025 gælder nye regler om såkaldte sideaktiviteter i offentlige bygninger som f.eks. på kommunale plejehjem og andre af kommunens ejendomme, og i øvrigt også i vore boligforeninger. Det betyder, at der er skabt spændende og fremtidsrettede muligheder for bæredygtighed og energibesparelser i nyt og eksisterende byggeri.

Det bliver nemlig muligt at etablere solcelleanlæg på kommunale ejendomme, og med solcelleanlæg på tagene kan vi gøre vore plejehjem næsten selvforsynende med strøm. Det bliver også muligt at placere batterilagringsanlæg i tilknytning til solcelleanlæg på plejehjemmene, og dermed minimere konsekvenserne, hvis plejehjemmene skulle blive ramt af kortere eller længere strømsvigt.

Og i øvrigt vil jeg hellere have solceller på bygninger end på marker.

 

Mange gode hilsner

Kai Bayer, kandidat til KV25 i Billund kommune for Socialdemokratiet.