Der var engang en landsby, som hvert år op til jul arrangerede en fælles julefest. Alle var glade for den fælles højtidsfest. Hver familie kom med deres yndlingsret og viste derigennem hvem de var og hvilke madpræferencer de havde. Selvom der var stor forskel på hvilken type mad der blev serveret til festen, så var der en bred accept af forskelligheden.

I landsbyen boede der en ældre rig mand med sin kone. De kom også altid til festen og de havde fået lavet en særaftale med de andre familier i landsbyen om, at det var fint hvis de blot havde et æble med til festen. Selvom den rige mand og kone kun bidragede beskedent til festen, fik de samme indflydelse som de andre på hvordan og hvor i byen festen skulle holdes. Det levede de godt af i mange år. Over årene voksede byen sig større men landsbyen holdt fast i deres tradition om den fælles julefest, fordi de elskede hinandens selskab og de elskede at hjælpe hinanden, selvom forskelligheden fortsat var stor imellem familierne.

Det blev mere og mere kompliceret at holde fast i den gamle landsbyånd og sikre, at alle fik indflydelse på festen. Derfor blev det besluttet i landsbyen, at søgte man indflydelse på hvordan festen skulle holdes, så skulle man som minimum komme med en hovedret til festen.

Det blev den rige ældre mand lidt ærgerlig over, for så kunne han ikke længere nøjes med at tage æbler med til festen og samtidig få indflydelse på hvordan festen skulle holdes. Han gik længe og tænkte over hvad han skulle gøre og hvad hans kone ville sige til det, hvis han ikke længere havde indflydelse på festen i landsbyen. Skulle de holde fast i deres forbehold og stå uden for indflydelse på hvordan festen i fremtiden skulle formes eller skulle han gå imod sine principper og tage en hovedret med, så han kunne få indflydelse på de fælles beslutninger der skulle træffes om julefesten fremadrettet. Den ældre rige mand og hans kone besluttede at invitere deres 3 børn hjem på weekend, så de kunne få drøftet sagen til bunds.

Familien var slet ikke enig i hvad der var mest rigtigt. De drøftede længe, om de skulle holde fast i deres principper om at tage æbler med til festen eller om de skulle imødegå de nye krav til indflydelse og derigennem vise, at de var forandringsparate og at fællesskabet betød mere for dem end traditioner. De kunne ikke blive enige og manden foreslog derfor at de skulle stemme om det. De gik skiftevis ind i værelset ved siden af og afgav deres stemme.

De var alle 5 meget spændte på hvad udfaldet ville blive men inderst inde kunne de alle godt mærke, at det ville være sjovest og mest rigtigt at blive fuldbyrdet medlem af sammenholdet i byen, så de kunne blive fri for at de andre landsbyboer snakkede om dem bag deres ryg og så lidt skævt til dem. For alle i landsbyen vidste (inklusiv den ældre rige familie), at de havde råd til medlemskabet, men at det blåt drejede sig om at holde fast i gamle vaner frem for at hjælpe hinanden bedst muligt, så festen kunne blive en succes i fremtiden selvom byen fortsat voksede.

Familien endte med at stemme ja til at få indflydelse på hvordan fremtidens julefest skulle se ud og gik derfor på kompromis med deres gamle vaner.

Hvis du er enig i, at familien stemte ja til at få indflydelse på det fortsatte samarbejde omkring julefesten i landsbyen, så bør du også stemme JA til afstemningen om EU-retsforbeholdet d. 3. december 2015, så vi får en tilvalgsordning frem for at stå uden for politisamarbejdet.

Stem JA, det gør en kæmpe forskel for dig, din nabo, politiet, vores erhvervsliv og for Danmark!

Venlig hilsen

Martin Østergaard på vegne af Venstres Vælgerforening – Grindsted