Hvor er det godt, at erfarne folk nu vil forpagte caféen! Vi er mange, der glæder os og håber, at der er skrevet en holdbar aftale, så der igen er liv på et vigtigt sted i Billund Centret.
Velkommen til familien Spanfelner!
Forhåbentlig har aftaleparterne også set adgangen til caféen. Set på hele væggen. Tæt på døren til cafeen er der adgang til toiletterne. Adgang – ingen dør. Ved ombygningen af Centret har arkitekt og kommunens bygningsansvarlige glemt døren! Det er pinligt. Og vi er flere, der har gjort opmærksom på fejlen, uden resultat. Måske er er ikke plads i budgettet.
Mange undrer sig og spørger: Hvad hvis sundhedsmyndighederne kom forbi og så det – og måske så, at dørene inde i selve toiletrummet jævnligt efterlades åbne af sjuskede brugere. Åbne toiletforhold lige ved siden af døren ind til caféen. Huset er ejet af en offentlig myndighed, Billund Kommune.
I forbindelse med en fernisering gjorde jeg et par byrådspolitikere opmærksomme på problemet. De undrede sig også – den ene gik hen og målte bredden på åbningen, hvor en dør burde sidde – hans kommentar var, at der ikke var plads til en dør, hvis en kørestolsbruger skulle igennem. Måske grunden til ”åbne forhold”. Handicaptoilettet er anbragt rundt om hjørnet på den lange gang – men der er altid låst, siger man.
Vores initiativrige, kreative kommune må få klaret dør-problemet – Familien Spanfelner skal ikke arbejde under cirkusforhold.
Caféhilsener fra en af Billund Centrets mange trofaste brugere
Kirsten Vagtholm,
Søndermarksvej 301, Billund



