Billund Lufthavn tjener ikke længere kun penge på fly, passagerer og parkering. Nu begynder satsningen på Airport City for alvor også at kunne mærkes på bundlinjen.
Det fortæller lufthavnen i en ny pressemeddelelse, hvor de peger på stigende aktivitet, flere virksomheder og voksende indtægter fra udlejning omkring lufthavnen.
Ifølge Billund Lufthavn er der de seneste år kommet flere virksomheder til området omkring lufthavnen – blandt andet indenfor logistik, service og internationale erhverv med behov for hurtig adgang til transport.
I dag udlejer lufthavnen mere end 50.000 kvadratmeter bygninger til virksomheder, der direkte eller indirekte arbejder med luftfart.
– Vi oplever stigende efterspørgsel efter at være tæt på lufthavnen. Det giver os flere lejere og en stærkere indtjening, men det skaber også værdi langt ud over lufthavnens egne hegn, siger udviklingsdirektør Ronny Lilienvald.
Et af de konkrete projekter er en ny cargo-terminal, som bliver opført i samarbejde med HT Transport. Her skal både luftfragt og vejgods håndteres. Samtidig er Billund Airport Hotel i gang med en større udvidelse.
Billund Lufthavn beskriver Airport City som et samlet erhvervsområde omkring lufthavnen, hvor virksomheder indenfor blandt andet transport, turisme, hotel og service placerer sig tæt på hinanden. Ifølge lufthavnen giver det ikke kun mere aktivitet i området – det gør også økonomien mindre sårbar.
Indtægter fra udlejning og erhvervsaktiviteter skal nemlig supplere de klassiske indtægter fra flytrafikken, så lufthavnen står stærkere i perioder med udsving i rejsemarkedet.
– Når virksomheder placerer sig tæt på hinanden og på lufthavnen, opstår der en kædereaktion. De bruger hinanden, samarbejder og vokser, siger Ronny Lilienvald.
Billund Lufthavn forventer samtidig, at udviklingen fortsætter i de kommende år med flere virksomheder, flere investeringer og flere arbejdspladser omkring lufthavnen.



