I vores kommune er der i disse år gang i omfattende renoveringer af ældre sociale boliger. Formålet er som regel nobelt: at forbedre levevilkårene, modernisere bygningsmassen og skabe mere bæredygtige boliger. Men bagsiden af medaljen er, at huslejen efter renoveringen i mange tilfælde stiger med mellem 1.000 og 3.000 kroner om måneden – en prisstigning som mange i forvejen økonomisk pressede familier ikke har råd til at betale.
For nogle beboere betyder renoveringen i praksis, at de må forlade deres hjem. “Vi fik besked om, at vores husleje ville stige med næsten 2.000 kroner, når renoveringen var færdig. Det har vi ganske enkelt ikke råd til,” fortæller en beboer i en almen boligafdeling i Lyngsøparken Grindsted og stigningerne er også store i Tingparken. Familien har nu ansøgt om en anden bolig i kommunen, men ventelisterne er lange, og de frygter, at de må flytte langt væk.
Ifølge flere boligsociale organisationer og eksperter risikerer denne udvikling at føre til en ny form for social udsættelse, hvor økonomisk sårbare beboere bliver presset ud af de områder, de har boet i gennem mange år. Det er en tendens, som især rammer enlige forsørgere, pensionister og lavindkomstfamilier.
Renoveringerne bliver ofte finansieret gennem Landsbyggefonden, og en del af udgifterne bliver lagt over på huslejen. I nogle tilfælde dækker kommunen eller boligselskabet midlertidigt en del af stigningen, men på sigt er det lejerne selv, der skal betale den fulde regning.
Man må påpeger, at det kan føre til en skjult form for gentrificering i udsatte boligområder, hvor lavindkomstfamilier skubbes ud til fordel for mere velstillede lejere. Det strider ifølge flere boligforskere mod tanken bag almene boliger, som netop skal være tilgængelige for alle – også dem med de laveste indkomster.
Boligforeningen står i Grindsted og Billund med et problem: hvordan opgraderer man boligmassen uden at gøre boligerne økonomisk utilgængelige for dem, de oprindeligt var tiltænkt?
Spørgsmålet rejser en vigtig debat om balancen mellem byudvikling og social retfærdighed. Hvis ikke der findes langsigtede løsninger, risikerer man, at forbedringer på papiret ender med at forværre livsvilkårene for nogle af samfundets mest sårbare familier.
Venlig hilsen
Bjarne Jensen, Dansk Folkeparti, kandidat til KV25.
