Fredag d. 29. april skal ombygningen af Sønder Omme Skole indvies. Det bliver en stor dag, at skolen officielt kan tages i brug i den nye forklædning, og jeg glæder mig til at være med til indvielsen. Vi har virkelig fået en flot og fuldt ud opdateret og moderne skole! Nu har vi de perfekte rammer.
At rammerne nu er på plads til at få en rigtig god skole, er der ingen tvivl om, men at vi også har nogle gode og dygtige medarbejdere på skolen, er der heller ingen tvivl om! Her henviser jeg selvfølgelig til Søndagsavisens undersøgelse af flere skoler i Danmark, hvor Sønder Omme Skole kom ind på en flot 3. plads. Søndagsavisen baserer sin undersøgelse på tal fra Undervisningsministeriet, hvor man sammenligner skoler på karakter, elevfravær, trivsel og lærernes faglige kompetencer i forhold til, hvilke fag, der undervises i. Og her vurderer Søndagsavisen altså at Sønder Omme Skole ligger på en 3. plads i forhold til alle deltagende skoler i Danmark. Det er altså et rigtig flot resultat, som viser at skolen sammen med medarbejdere, lærer og pædagoger har fået skabt rigtig gode læringsvilkår for vores børn. Og det viser at vi har et rigtig godt fundament at bygge videre på, på skolen.
I Børne- og Kulturudvalget skal vi til at kigge på en politik for Folkeskolen i Billund Kommune. Det bliver et rigtig spændende arbejde, og jeg håber vi kan sætte baren højt, og sammen kan få skabt den bedste Folkeskole i Danmark, her i Billund Kommune.
Her kunne jeg godt tænke mig at vi tager fat i nogle af de elementer i Folkeskolereformen, som vi efterhånden har set ikke virker, og får lavet en ”Billundsk” reform af reformen.
Her tænker jeg specielt på de lange skoledage, som betyder at vores børn ikke har tid og energi til at gå til fritidsaktiviteter og være sammen med venner, men bare har brug for at slappe af, når de kommer hjem fra skole.
Og så ser jeg også gerne et opgør med den tvungne lektie-cafe. Den virker ikke efter hensigten, da børnene i nogen grad stadig har lektier for hjemme, og reelt tager ansvaret for børnenes læring fra forældrene. Lad os i stedet lave en frivillig ordning, så forældrene sammen med lærerne kan aftale, hvordan deres barn kan hjælpes. Og så også bruge noget af tiden til fordybelse med temaer, som gør undervisningen spændende og nærværende, og understøtter den normale undervisning.
Sidst men ikke mindst skal vi skabe et godt arbejdsmiljø for skolens medarbejdere. Vi kan ikke være andet bekendt. Vi kan i dag se at alle kommunens skoler kæmper med stigende sygefravær blandt lærere og pædagoger, og det er for mig et klart tegn på at vores medarbejdere ikke trives. Jeg ved at alle vores skoler gør en rigtig stor indsats, for at nedbringe sygefraværet, og det går heldigvis i den rigtige retning, men skal vi har den bedste folkeskole i Danmark, skal vi have trivslen tilbage til lærere og pædagoger. De er den vigtigste ressource for at vores børn lærer noget. Samtidig er det også vigtigt at vore lærere trives, hvis vi ønsker at rekruttere flere dygtige lærer og pædagoger i fremtiden
Jeg ser frem til nogle spændende diskussioner om fremtidens folkeskole i Billund Kommune.
Til sidst vi jeg ønske Sønder Omme Skole tillykke med skolerenoveringen og de nye flotte rammer, og jeg glæder mig til den officielle indvielse på fredag.