Læserbrev: Kig på visitationsreglerne, Billund kommune!

Mon politikerne har forbygget sig i Billund? Hvis det er tilfældet, bør boligerne ommærkes til at kunne udlejes til andre end visiterede ældre.

Hvad med at kigge på jeres meget snævre visitationsregler? Nu fik vi jo ikke lov til at høre om regler ved Ældresagens arrangement, da kommunen aflyste arrangementet. Jeg tror, at der er ældre borgere, som ikke pt er plejekrævende, men både har alder, svagelighed og vanskeligheder i hverdagen til at kunne have glæde af en bolig på et plejehjem, hvor der er fællesskab og samvær.

Borgmesterens udtalelser i JydskeVestkysten tyder ikke på, at hun følger Frihavnens facebook. Hvis hun gjorde, så ville hun vide, at her er de ældre, som kan meget aktive ugen igennem. Eksempelvis: dekorationer med lyng, tegner, maler, spiller spil, bager, synger, tager på udflugt.

På torsdag har beboerne bedt om, at veteranbilerne kommer og viser deres biler frem. Samtidig vil de gerne have besøg af en pølsevogn.

Ud over det personalet sætter i gang på plejehjemmene, så er der en stor flok frivillige, som gennemfører en masse aktiviteter hen over året. Eksempelvis: erindringsdans, julemarked, bankospil, udflugter hver tirsdag, hjælper til ved gudstjeneste og meget andet. Alle disse frivillige følger nok ikke med til Grindsted eller Billund, hvis det lokale plejehjem lukker.

Selvfølgelig skal vi mindske tomgangsboliger og bruge pengene på pleje. Der må kunne findes en mere fleksibel udlejning af ledige boliger.

Venlig hilsen
Inger Donslund, Vorbasse