Natteravnene forsøger at genopstå i Billund

Vi skal efterhånden en del år tilbage for at finde faste Natteravne i Billund by. Dengang var Thomas Fjelsted Pedersen aktiv Natteravn i byen sammen med en gruppe andre, men i 2018 døde det helt lidt ud.

Siden da har initiativet ligget stille – indtil nu hvor Thomas Fjelsted Pedersen sammen med Michael Merstrand Pedersen forsøger at sparke liv i det igen:

– Jeg har nu gennem længere tid hørt om en masse problematikker med de unge mennesker – både ved idrætscenteret og nede i byen, og det fik mig til at tænke på Natteravnene. Så skrev jeg til dem inde på deres facebook-side og fik kontakt til Thomas, siger Michael Merstrand Pedersen.

Han fik hurtigt opbakning fra flere andre og nu er håbet så at de mange positive røster vil sætte handling bag deres ord og møde op til et informationsmøde om natteravnene. Det er i morgen torsdag kl. 19.30 i Billund Idrætscenter, hvor Natteravnene i Give-Thyregod vil komme og fortælle deltagerne hvad det kræver at være natteravn.