Læserbrev: Kortere skoledage er en sejr for eleverne!

Byrådsmedlem for de konservative, Allan Munk Nielsen, Sdr. Omme


Lørdag d. 14. oktober kunne man læse en artikel i JV med overskriften: ”Professor: Kortere skoledag er et nederlag for reformen”. Jeg vil hellere omformulere overskriften til ”Kortere skoledage er en sejr for eleverne”

Essensen i artiklen er, at 43 % af skolerne i Danmark benytter en særlig paragraf i reformen til at undvige kravet om de lange skole dage med understøttende undervisning og tvungen lektiecafé. I stedet indsættes 2 lærer i mange af fagtimerne, og det betyder at skoledagen kan kortes af til glæde for eleverne.

Også i Billund Kommune har flere skoler med succes benyttet sig af denne paragraf, og det har betydet bedre og mere koncentreret undervisning og kortere skoledag. Med 2 lærer kan man tilbyde en anderledes undervisning, og bedre tid til at lærerne kan tage sig bedre af alle elever, og dermed opfylde reformens formål om at alle elever skal lære så meget som muligt.

Fra konservative side havde vi gerne set, at Billund Kommune også deltog i Undervisningsministerens nye ordning, hvor man har mulighed for at korte skoledagen yderligere af, men det var der desværre ikke flertal for i byrådet. Den understøttende undervisning har fået massiv kritik for ikke at være faglig nok

Vi vil i det nye byråd arbejde for at 2-lærer ordningen bruges mest muligt til gavn for både elever og lærere, og for at korte skoledagen yderligere ned, og give en mere fleksibel og målrettet undervisning i kommunens folkeskoler.

Det vil være en sejr for eleverne!

Allan Munk Nielsen, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti