Læserbrev: Kun sammen kan vi stå alene.


Slutspurten er sat ind og mange kandidater slår på den lokale forankring. Min tilgang er lidt anderledes, idet jeg ser det mere relevant at vi fokuserer på at få den bedst mulige kvalitet for de penge vi bruger på den offentlige service. Det betyder så også at det kommende byråd og administrationen, skal turde sætte sig udover at ville det hele i hver enkelt by.

Hvorfor ikke se på at vi eksempelvis siger at der skal være et sæt grundlæggende ydelser til rådighed i hver by, men at specialerne fordeles rundt i kommunen. Ved at gøre dette, øges sandsynligheden også for at have relevante specialister til rådighed for at kunne give den bedste service. Uanset om det drejer sig om skole eller ældrepleje. Personligt vil jeg da hellere køre lidt og så komme til et sted, hvor jeg var sikker på at få den bedst mulige behandling end stå i en situation, hvor jeg måske kunne få en god behandling.

Vi skal søge at skabe den bedste kvalitet også selvom det betyder at vi i de forskellige byer, skal gå lidt på kompromis med de ønsker vi har. Men hvis vi kun fokuserer på os selv, så taber vi alle. Konkurrencen mellem kommunerne er hård og hvis vi i Billund kommune alene skal kunne stå distancen, skal vi stå sammen.

Vi skal turde prioritere kvalitet fremfor kvantitet – hvad vil du?

Med venlig hilsen
Søren Leth Nielsen, kandidat til KV21 for Venstre.