Vi står midt i en udfordring, hvor manglen på faglærte allerede mærkes – og den vil kun blive større i de kommende år. Samtidig har mange unge svært ved at finde en praktikplads, og uden den kan de ikke fuldføre deres uddannelse. Det er en udfordring, vi som kommune ikke kan vende ryggen til.
I dag stiller vi allerede krav om sociale klausuler i nogle af vores udbud. Det betyder, at virksomheder, der byder på visse kommunale bygge- og anlægsopgaver, forpligter sig til at tage lærlinge med i arbejdet. Det er et vigtigt skridt – men det bør ikke stoppe her. Vi skal arbejde for, at det bliver en mere generel og naturlig del af alle større kommunale projekter.
Sociale klausuler handler om samfundssind og ansvarlighed. De sikrer, at unge får en chance, at vores virksomheder får de faglærte medarbejdere, de har brug for, og at vi undgår social dumping. Kommunens investeringer skal komme hele fællesskabet til gode – ikke bare den billigste entreprenør.
Jeg mener, at tiden er inde til at tage næste skridt. Vi skal ikke nøjes med enkelte eksempler, men gøre det til en fast praksis. Ved at udbrede brugen af sociale klausuler sender vi et klart signal: I vores kommune tager vi ansvar for de unge, for virksomhederne og for fremtiden.
Med venlig hilsen
Brian Nissen, Filskov, Socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget 2025



