Der er grund til at glæde sig over, at velfærden samlet set har fået et løft i årets økonomiaftale mellem KL og regeringen. Men midt i glæden er det værd at bemærke, hvem der igen er blevet glemt: Mennesker med handicap og deres familier.

Det specialiserede socialområde er desværre endnu en gang blevet forbigået. Ingen øremærkede midler. Og fortsat manglende svar på de løfter, der blev givet sidste år om regelforenkling og økonomisk gennemsigtighed. Det er ikke bare en forglemmelse – det er et tegn på, at handicapområdet stadig ikke regnes for en central del af vores velfærdspolitik.

Det er ikke mennesker med handicap, der er blevet dyrere, men derimod det omkring dem: Taksterne, bureaukratiet, den manglende sammenhæng. Men det hører vi sjældent i debatten. Tværtimod fremstilles området ofte som en økonomisk byrde. Det er en fortælling, der rammer lige ned i de familier, der hver dag kæmper en usynlig kamp.

Forældre, der har givet afkald på karriere og økonomisk tryghed. Søskende, der vokser op med ansvar, de aldrig er blevet bedt om. Voksne der sent i livet får et handicap og dermed står med en ændret livssituation. Kort sagt: Mennesker, der har brug for hjælp – men alt for ofte mødes af ventelister, afslag og omkampe. Der er noget dybt uretfærdigt i, at vi kalder os et velfærdssamfund, men behandler nogle mennesker, som om de hører til på sidelinjen.

Der er brug for et opgør med den sprogbrug og retorik, der præger området. Når vi omtaler det som ”det specialiserede område”, risikerer vi at acceptere, at her gælder andre normer for hvilken velfærd det enkelte menneske har krav på.

Handicapområdet skal ses som en del af vores velfærdspolitik. Ikke noget særligt. Bare helt almindelig velfærd – for alle. Både lokalt og nationalt.

Med venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen, spidskandidat KV25 Moderaterne.