Karensminde satte fokus på gamle havetraditioner med plantemarked

Der blev både byttet haveråd, kigget planter og snakket gamle sorter i går, da Museumsgården Karensminde dannede ramme om det historiske plantemarked.

17 stadehold var på plads rundt på museumsgården med alt fra planter og honning til krukker, haveredskaber og udstyr til havelivet, og dagen igennem lagde mange gæster vejen forbi.

Men plantemarkedet handlede ikke kun om at købe med hjem. Flere steder på området kunne gæsterne opleve demonstrationer af podning af træer og se, hvordan man laver stiklinger, mens andre benyttede lejligheden til at få gamle sorter af sættekartofler med hjem til haven.

Samtidig var de arbejdende værksteder i gang på Karensminde, hvor besøgende kunne få et indblik i gamle håndværkstraditioner, og hestevognen kørte ture med gæster rundt på området.

Plantemarkedet er efterhånden blevet en fast tradition på Karensminde og skal være med til at holde gamle have- og dyrkningstraditioner levende.