Læserbrev: Nu er det tid til en mere fri folkeskole

Inden længe ringer klokkerne igen ind til timer i vores skoler. Tusindvis af forventningsfulde elever møder frem med skoletasken klar til at tage imod nye oplevelser og de møder ind i nye fællesskaber. Dette har mange elever gjort før – ja det er der jo intet nyt i, vil nogle af jer nok nu tænke.

Men jeg kan sige, at der venter eleverne nye oplevelser. Jeg er selv er en af de ”gamle” i klassen. I hvert fald har jeg nu siddet i folketingets børne- og undervisningsudvalg i næsten 14 år og er dermed også en af de efterhånden få folketingsmedlemmer, som har historikken med. Derfor kan jeg med sikkerhed i stemmen sige, at eleverne møder ind til en mere fri folkeskole i næste uge. Det er noget som jeg som Venstres børne- og undervisningsordfører er stolt over.

Nu er det nemlig tid til at give folkeskolen luft. Det betyder ikke, at vi slipper alt løs. Men det handler om at give lærere og skoler friheden til at bruge deres professionelle dømmekraft – ja deres faglighed. Frihed til at tilpasse undervisningen til elevernes behov. Frihed til at skabe læringsmiljøer, der både rummer faglighed, kreativitet og trivsel. Frihed til at bruge tiden på det, der virker – ikke på det, der bare skal måles.

Et af de nye tiltag, jeg glæder mig særligt over, er indførelsen af juniormesterlære. Det giver unge elever mulighed for at lære gennem praksis – ved at komme ud i virksomheder og værksteder og opleve, hvordan teori og praksis hænger sammen. Det er et tiltag, der anerkender, at vi lærer på forskellige måder, og som kan være med til at tænde en gnist hos elever, der ikke altid trives i klasselokalet. Med juniormesterlære kan vi forhåbentlig give flere unge lyst til at tage en erhvervsuddannelse og understreger, at praktisk kunnen og faglig stolthed er lige så vigtigt som boglig viden.

Det er også værd at nævne de lokale valgfag, som nu skabes for de ældste elever, og giver dem større indflydelse på hvordan deres skema ser ud. Dette giver også nye muligheder for de enkelte skoler til at skabe deres egen lokale skole.

For jer elever betyder dette forhåbentlig en skolehverdag med mere medbestemmelse, mere mening og mere glæde. For lærerne betyder det muligheden for at gøre det, de brænder for – at bringe fagligheden i spil.

Rigtig god skolestart til jer alle!

Venlig hilsen

Anni Matthiesen, MF for Venstre, Krogager, børne- og undervisningsordfører