Læserbrev: Pårørende er en overset ressource på handicapområdet.

Alt for ofte bliver pårørende til mennesker med handicap reduceret til bipersoner, når de i virkeligheden er en af de største ressourcer vi har. Det er dem, der kender borgerens behov bedst. Det er dem, der dag og nat står klar med støtte, omsorg og unik viden. Mange pårørende har en følelse af, ikke at blive inddraget og anerkendt.

Pårørende er ikke bare følelsesmæssigt engagerede – de er kompetente. At være pårørende er nogen gange en livslang og slidsom opgave, de er ofte den eneste konstante i borgerens liv. Vi
bør som samfund bruge dem aktivt. I stedet bliver mange pårørende presset ud i sygdom, udbrændthed og stress, fordi systemet ikke formår at samarbejde med dem.

Det handler ikke om, at pårørende skal overtage velfærdsopgaverne. Det handler om, at deres stemme skal have en plads ved bordet. Det handler om, at de skal ses som partnere, ikke som besværlige familiemedlemmer – der er ting som kun kærlighed kan løse og bære.

Vi skylder både de pårørende og deres kære, at vi tænker nyt. Involvering og anerkendelse er ikke kun en gestus – det er vejen til bedre livskvalitet og mere bæredygtige løsninger. Et styrket
samarbejde med pårørende vil ikke alene gavne borgeren med handicap, men også mindske presset på det offentlige system, bidrage til godt arbejdsmiljø for de ansatte, forebygge udbrændthed og skabe meningsfulde forløb.

Venlig hilsen
Birthe Nielsen og Heidi Nielsen
Medlemmer af Socialdemokratiet i Billund kommune