Læserbrev: Positive vinde over Midtbyen


For nylig kunne man læse de glædelige nyheder om, at der åbner en ny tøjbutik i det gamle Frandsen og en ny familierestaurant i det gamle Grand Hotel. Det er positivt og glædeligt for os, der synes det er vigtigt, at vi har en midtby i Grindsted med masser af aktivitet. Det bliver så afgørende nu, at borgerne bakker op om de nye butikker.

Positivt er det ligeledes, at byrådet netop har godkendt, at der skal laves konkrete projektforslag for mulighed for leg og ophold i Vesterbrogade. Det er et godt bidrag til liv i bymidten. Både i form af legende børn og barnlige sjæle men også i form af, at det bliver gjort mere attraktivt at opholde sig i bymidten.

Vi hilser desuden den nye styregruppe meget velkommen, og vi ser frem til resultaterne af gruppens arbejde. Det er vigtigt, at kommunen bakker op og gør, hvad den kan for at skabe en aktiv bymidte i Grindsted. Alt i alt så blæser der således positive vinde over Grindsted Midtby.

Betyder det al alt er fryd og gammen? Nej. Mange lokaler står stadig tomme, og der skal ydes en indsats for at få mere liv i bymidten. Den indsats skal vi være fælles om.

 

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver og Jeyarajah Rasiah, byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet i Billund Kommune