Læserbrev: Seniorbofællesskaber – fællesskab og liv midt i byerne

I Socialdemokratiet i Billund Kommune ønsker vi at skabe flere gode seniorbofællesskaber – både i centerbyerne og i vores landsbyer. Det handler ikke kun om boliger, men om fællesskab, tryghed og livskvalitet.

Mange seniorer vil gerne blive i nærområdet, men i rammer der passer til en ny livsfase. Derfor skal kommende bofællesskaber have centrumnære placeringer, hvor hverdagen hænger sammen – tæt på indkøb, kultur og byliv. Det er også vigtigt, at der etableres lejeboliger, så alle får mulighed for at blive en del af fællesskabet.

I Grindsted har Mejerigården og Oasen allerede vist, hvordan gode seniorbofællesskaber skaber liv, samhørighed og nye venskaber. Her mødes mennesker i øjenhøjde, og ensomhed bliver afløst af nærvær og fællesaktiviteter.

Vi ser et stort potentiale i, at Hovedgaden i Billund kommer mere i spil til dette formål, og at Torvet og bymidten i Grindsted bliver en del af arbejdet med Frie Bymidter. Også i vores landsbyer er der gode muligheder for at skabe lokale fællesskaber, hvor mennesker kan blive boende i kendte omgivelser.

Fra politisk side vil vi kæmpe for gode rammer, men det kræver, at bygherrer og boligforeninger griber mulighederne. Seniorbofællesskaber er en investering i fællesskab, livskvalitet og stærkere lokalsamfund.

 

De bedste hilsner

Martin Alminde Friis, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Billund Kommune

Brian Nissen, Kandidat til kommunalvalget, Socialdemokratiet, Billund Kommune

Kai Bayer, Kandidat til kommunalvalget, Socialdemokratiet, Billund Kommune