Læserbrev: Sikkerhed i trafikken


Vi skal have skabt en bedre infrastruktur i kommunen, vi har en stor mængde trafik som kommer til og igennem kommunen. Leveringer til og fra vores virksomheder, offentlig transport, besøgende til vores seværdigheder. Al den trafik skaber dagligt farlige situationer, hvorledes kan vi være med til at sikre alle i trafikken?

Fartgrænsen i vores byer bliver på flere strækninger ikke overholdt, dette skaber en utryghed blandt de andre i trafikken. Ved flere skoler i kommunen opstår situationer som er farlige for eleverne og det drejer sig ikke kun om forbikørende trafik, men også forældre og venner som sætter elever af. Hvordan kommer vi dette til livs? Skal vi have sat helleanlæg op så farten er nødt til at sænkes? Skal vi lave flere bump (ikke optimalt i min optik)?

Flere steder i kommunen har vi veje hvor folk ikke overholder fartgrænsen, momentvise fartkontroller har ingen virkning, de fleste personer har en sladrehank i bilen og sænker kort farten. Det er IKKE tilstrækkeligt.

Vi har elever som efter endt 6. klasse i Stenderup-Krogager skal begynde på Lynghedeskolens Søndre i Grindsted. Der er endnu ingen cykelsti mellem byerne, skal eleverne så cykle rundt på Tingvejen og udsætte sig selv for fare hver dag.

Byrådet må til at tage disse faresignaler op og skabe forbedringer for alle trafikanter i kommunen. Vi skulle jo helst ikke ende i situationer, hvor det er for sent og har kostet menneskeliv.

Med venlig hilsen
Leif Gull Storbank, kandidat til KV21 for Venstre.