Læserbrev: Skattelettelser og velfærd er IKKE modsætninger

Arkiv/Privatfoto


Forleden skrev Inger Donslund et indlæg, hvor hun kritiserede mig for at mene, at danskerne godt selv kan være med til at vælge, hvad der er velfærd for netop dem. Hun opsatte et modsætningsforhold mellem skattelettelser og øget velfærd. Et modsætningsforhold, jeg er meget uenig i.

Jeg køber ganske enkelt ikke Inger Donslunds præmis om, at det ene udelukker det andet. For samtidig med, at vores regering på finansloven prioriterer 8 milliarder kroner til at sænke skatter og afgifter, så prioriterer vi også 18 milliarder kroner til offentlig velfærd og investeringer.

Inger Donslund peger blandt andet på, at velfærd for hende handler om børns trivsel, et forbedret sundhedsvæsen og et ekstra bad til de ældre.

Det er også nogle af de områder, som vi i Venstre prioriterer. Vi har afsat 580 millioner kroner til en børnepakke, som skal forbedre vilkårene i vores daginstitutioner. Vi har afsat 500 millioner kroner til at løfte udfordrede elever i folkeskolen. Vi bruger historisk mange penge på sundhed og ældre, og vi har igangsat initiativer, som skal forbedre lægedækningen i hele landet.

Vi prioriterer i høj grad kernevelfærden. Men vi prioriterer også den nære velfærd.

Jeg forstår ikke, hvorfor Inger Donslund skal gøre sig til overdommer for, hvad den enkelte dansker har brug for. Hvorfor kan vi ikke lade hårdtarbejdende danskere bestemme bare lidt mere over de penge, de nu engang selv har tjent?

Jeg mener i hvert fald ikke, at vi på Christiansborg er de eneste, der ved, hvad velfærd er. Og når Inger Donslund stiller spørgsmålstegn ved, hvad man kan få for 5.000 kroner, så må jeg bare sige, at 5.000 kroner kan betyde rigtig meget for familier, der har en lav indkomst.

Lavere skat står ikke i modsætning til øget velfærd. Tværtimod. Lavere skat er en forudsætning for, at vi kan fremtidssikre velfærden. For vi ved, at en alt for stor gruppe danskere ikke har nogen økonomisk gevinst ved at tage et arbejde fremfor at gå på offentlig forsørgelse. Og uden danskere i arbejde, er der ikke råd til nogen som helst form for velfærd.

Flere skal være en del af det arbejdende fællesskab. Flere skal bidrage til at fremtidssikre velfærden.

Venlig hilsen
Anni Matthiesen, Krogager, folketingsmedlem, Venstre