”Dunkepolitik” eller udvikling med omtanke?
Juni 2016 indgik Regeringen og Kommunernes Landsforening en økonomisk aftale for kommunernes drift og anlægsvirksomhed i 2017. I aftalen indgår, at den samlede kommunale serviceramme er på 242,2 mia. kr. i 2017. Overskrides den får man -så at sige – et økonomisk klip i kørekortet i bl.a. Billund kommune.
Der kommer en tilsvarende aftale for 2018, men hvis en sådan aftale skal betyde, at den politiske debat forpestes af, hvad vi må og ikke må i vores kommune, får vi en ukonstruktiv ”dunke i hovedet-politik” frem til valget. Det har vi ikke brug for. Vi har brug for en udviklingsorienteret, konstruktiv debat om vores kommune – der i parentes bemærket – i årene 2018-21 ekstraordinært får udbetalt ca. 726 mio. kr. i selskabsskatter.
I 2018 uddelegerer Regeringen en række nye opgaver til kommunerne. I Billund kommune skal vi sikre en effektiv drift, nye organiseringer og samarbejdsformer. Digitalisering og velfærdsteknologi, bedre ressourceudnyttelse og styring samt regelforenkling og afbureaukratisering. Forslag til løsning af disse opgaver bør derfor indgå i politiske debatter.
Den grønne Liste deltager gerne med forslag. Et af dem vil være etablering af friplejehjem i Hejnsvig, Stenderup/Krogager og Vorbasse fra 1/1 2019. I 2018 tilrettelægges processen og derefter nyvurderes organiseringen af hele ældreområdet og den politiske struktur i kommunen.
Udebliver den konstruktive debat, kan jeg her og nu anvise en besparelse på 18.622.000 kr. i 2018 og efterfølgende år. Så har vi nemlig ikke brug for et Byråd – så kan administrationen drive kommunen!
Med venlig hilsen
Kai Bayer
Den grønne Liste – Udvikling med omtanke.