Læserbrev: Strøtanker om budget 2018

Mogens Henning Jørgensen, byrådsmedlem for DF. PR-foto


Når jeg kigger det netop indgåede 2018 budgetforlig for Billund Kommune igennem, sidder jeg først og fremmest med følelsen af en positiv oplevelse. Det skyldes især, at man øger ældreområdets midler betragteligt og sletter gælden på området, men også de øgede midler til Social- og sundhedsområdet og de øgede midler til skole og dagtilbud er gode tiltag, hvis man spørger mig. Det er så vigtigt, at pengene bruges rigtigt, ikke mindst på ældreområdet, hvor man tidligere har set ekstra midler udløse INGEN ekstra varme hænder.

På anlægsområdet glæder jeg mig specielt over de afsatte midler til renovering og ombygning af Hejnsvig skole. Det er vigtigt at landsbyernes skoler holdes tidssvarende og levedygtige. Der er også sund fornuft i at man afsætter mange penge til dækning af kommende infrastruktur udgifter i Billund (De penge kommunen kompenseres i forbindelse med skattesænkningen, ca. 60 mio kr.). Den fantastiske udvikling i Billund vil utvivlsomt kræve store investeringer.

Alt i alt er der en masse godt i aftalen, og næsten ingen ende på de mange, der i diverse læserbreve og kommentarer gerne tager æren for nærmest det hele. Jeg vil gerne, specielt i forbindelse med puljen på 8,5 mio kr. ekstra til ældreområdet, sige tak til Per Nyhus og Bjarne Jensen (Dansk Folkeparti). Godt arbejde! Man kunne jo næsten ønske at alle år var valgår, når noget sådan er muligt.

Med venlig hilsen
Mogens Jørgensen, næstformand i DF Billund, byrådskandidat for Dansk Folkeparti.