Jeg har valgt at stille op til kommunevalget i år, fordi jeg meget gerne vil være med til at styrke og udbygge sundhedsområdet i vores kommune. Der kommer nemlig til at ske rigtig meget!
Vore praktiserende læger får en lang række nye opgaver, og vi skal have de læger, som vi har brug for i vores kommune.
Det er meget vigtigt, at vores sygehus bevarer sine funktioner og får mulighed for at få andel i de 22 mia. kr. som regeringen over en årrække afsætter til ekstraordinære investeringer i moderne sygehuse og apparatur. Det er ganske vist en regional opgave, men lokalpolitisk engagement er afgørende.
Et nyt Sundhedsråd – med formanden for Voksenudvalget i vores kommune og et antal regionsmedlemmer – får fremover ansvaret for drift af bl.a. vores sygehus, så også her bliver en lokalpolitisk indsats særdeles vigtig.
Sundhedsrådene får – på landsbasis – 3,5 mia. kr. til at skabe nye og bedre fysiske rammer for nye lokale sundhedsindsatser, og det skal vi også i Billund kommune havde andel i.
Midlertidige akutpladser, akutsygeplejen, den patientrettede forebyggelse for borgere med kronisk sygdom, den specialiserede genoptræning og den specialiserede genoptræning for borgere med f.eks. hjerneskade efter en blodprop flyttes til regionerne. Det skal bare fungere fra dag 1, uden at der er borgere, der kommer i klemme i systemet og det vil jeg gerne være med til at sikre.
Venlig hilsen
Kai Bayer, byrådskandidat for liste A til KV25.
Medlem af Patient-Pårørende panelet på Esbjerg og Grindsted sygehuse.
Medlem af Region Syddanmarks styregruppe for Fællesbeslutningstagning mellem patienter og læger i sygehusvæsenet.