Grundlovsdag i Krogager: Ministeropfordring til kriseberedskab og hyldest til foreningsdemokratiet

Ikke overraskende benyttede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen lejligheden til igen at opfordre danskerne til at få sikret sig et 72-timers nødlager i tilfælde af krise, da han indledte talerækken ved dagens Grundlovsarrangement i Krogager.

Her havde det lokale folketingsmedlem for Venstre Anni Matthiesen atter inviteret til grundlovsmøde i haven… som dog i år på grund af vejret blev flyttet til husbonden Kurts værksted.

Torsten Schack Pedersen citerede blandt andet den amerikanske præsident Benjamin Franklin for ordene: “By failing to prepare, you are preparing to fail” – altså hvis vi fejler i forberedelserne, forbereder vi os på at fejle.

Efter ministerens tale kunne de mere end 100 fremmødte til grundlovsfesten høre Billund Kommunes borgmester Stephanie Storbank tage grundloven ned på lidt mere lokalt niveau:

– Demokratiet får vi i Danmark ind med modermælken. For i mine øjne har vi både det store demokrati, det som foregår i Folketinget, i byrådssalene og regionsrådssalene. Og så er der det lille demokrati. Det som foregår ude i civilsamfundet og foreningerne. Det er i høj grad civilsamfundet, som binder os sammen. Foreninger danner os som mennesker. Gør os ansvarlige over for hinanden. Man kan sige, at foreningerne giver os demokratisk dannelse. Men det lille lokale demokrati og det store demokrati hænger tæt sammen, lød det i Stephanie Storbanks tale.

Hun gav herefter det netop overståede arbejde i Billund kommune med udarbejdelsen af byprofilerne som eksempel på hvordan borgerne og kommunen kunne arbejde tæt sammen i den forbindelse.

Herefter talte biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard, om kristendommens plads i det danske demokrati – og kom med små stikpiller til politikerne, der til tider gerne vil bestemme hvordan kirken skal agere omkring dette og hint. Men det får de altså ikke held med, fastslog biskoppen.

Dagen blev runde af med tale fra værten, Anni Matthiesen, der talte om hverdagens demokrati, og kom med postulatet at “foreningslivet er demokratiets skole”:

– Vi er et land, hvor børn lærer at samarbejde på fodboldbanen, på gymnastikholdet eller i svømmeklubben. Unge øver sig i ansvar i spejderbevægelsen, og voksne engagerer sig i alt fra amatørteater, til menighedsråd. Foreningslivet er ikke bare fritidsaktivitet – det er en demokratisk kultur. Her lærer vi at tage ordet, lytte til hinanden og finde frem til fælles løsninger. Vi lærer, at forskellighed ikke er en svaghed, men en styrke. Og vi oplever, at vores stemme og vores indsats betyder noget – ikke kun hvert fjerde år, men hver uge, i dialog og samspil med andre, lød det fra Anni Matthiesen.

Landets beredskabsminister Torsten Schack Pedersen vendte vejen forbi Krogager for at tage del i partifællens grundlovsarrangement.
Billund kommunes borgmester Stephanie Storbank indtog også talerstolen i Krogager.
Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard
Værten selv afsluttede talerrækken foran de mange mennesker.