Landsby ramt af flere indbrud samme nat

Sydøstjyllands Politi er gået i gang med efterforskningen af flere indbrud i skure, udhuse og kældre på Storegade i Stenderup-Krogager natten mellem onsdag og torsdag.

I alt er der noteret fire indbrud på samme vej, hvor der i alle tilfældene er stjålet diverse el-værktøj.

Dertil kommer et tyveri fra en uaflåst bil parkeret i Storegade. Herfra er der blevet stjålet et kontantbeløb i udenlandsk valuta.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er to mænd fanget på overvågningen, som politiet nu skal have kigget nærmere på.

Man modtager meget gerne henvendelser fra borgere i lokalområdet, som evt har set noget mistænkeligt i Stenderup-Krogager natten mellem onsdag og torsdag i denne uge. Henvendelser til politiet kan ske på tlf 1-1-4.