Latter og alvor til Rotary-event i Billund

215 publikummer var på plads i konferencecentret på Hotel LEGOLAND mandag aften, da Billund Rotary Klub bød på musik, fællessang og foredrag med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.

Det skriver Netavisen Grindsted.

Musikken og fællessangen stod Louise Støjberg og Martin Rauff for, inden Peter Qvortrup Geisling gik på med sit foredrag over emnet “Mental Sundhed for børn og unge”.

Det var dog ikke alvor det hele, idet Peter Qvortrup Geisling havde taget nogle eksempler på “journal brok” med – hvor lægesekretæren skriver dét, lægen siger. Eksempelvis sætningen “66-årig kvinde socialt: patient, bor sammen med sin mand der har helvedesild i en toværelses lejlighed”.

Eller “Hun har ikke haft nogen kulderystelser, men hendes mand oplyser at hun var meget varm i sengen i går aftes” og “Hun faldt på isen, og tilsyneladende gik hendes ben i hver sin retning i begyndelsen af december”. Sjove anekdoter, der vakte latter i salen blandt de 215 tilhørere.

I løbet af aftenen på Hotel LEGOLAND blev der solgt lodder, og 14 vindere af gevinster blev fundet.

Hele overskuddet fra aftenens arrangement gik direkte til headspace og andre frivillige organisationer der arbejder med mental sundhed for børn og unge.

Foto: René Lind Gammelmark
Louise Støjberg og Martin Rauff – Foto: René Lind Gammelmark