Laveste antal fyrværkeriskader siden 90’erne


Da vi forleden gik ind i 2021 blev det med det laveste antal fyrværkeriskader siden 1990’erne.

Det melder Ulykkes Analyse Gruppen, ortopædkirurgisk afdeling ved OUH Odense Universitetshospital, der modtager alle skadesanmeldelser fra alle landets skadestuer.

I alt er der melding om 165 fyrværkeriulykker, hvoraf 24 betragtes som alvorlige.

– Vi har set det laveste antal tilskadekomne siden midt 90’erne med en nedgang på 27 % fra sidste år, men det er markant, at de alvorlige skader slet ikke er reduceret tilsvarende. Det er fortsat det almindelige fyrværkeri til forbrugere, der giver skaderne, fortæller overlæge og professor Ph.d, Jens Lauritsen i en pressemeddelelse.

Igen er det raketterne der giver de fleste skader, og sammen med batterier står de for 2/3 af de alvorlige skader.

Det er især mænd og drenge der kommer til skade og mange af de tilskadekomne havde ikke brugt beskyttelsesbriller, da de kom til skade.